Jeg (Nicolai) har trænet Gusti(min gl. Grosser münsterländer) og Sika op til schweissprøver. Gusti startede med da hun var ca. 3 år gammel, og Sika da hun var i hendes 9 leveuge. Det at starte optræningen af en hund i en forholdsvis sen alder(for hunden), kan kræver noget specielt af hunden, men i særdeleshed også af føreren.

Gusti var god til schweissarbejdet, og det er også derfra, at min egen store interesse for schweiss er startet. Da jeg skulle have en ny jagthund, faldt valget på en labrador, som primært skulle bruges til schweissarbejdet. Jeg valgte labradoren, da de ofte har en naturlig talent for bl.a. schweiss. Dermed ikke være sagt, at andre racer ikke kan have dette.

Inden vi fik Sika, havde jeg gennemlæst Niels Søndergards; ’At arbejde med schweisshunde’(super god bog), samt Torben Barkholts ’Schweisshunden’. Disse to bøger er næste uundværlige!

 
Der er mange måder at tilrettelæge sin schweisstræning på. I det efterfølgende vil jeg forsøge at skrive lidt om, hvordan jeg har grebet opgaven an, dermed ikke være sagt at dette er facitlisten, -jeg er nemlig også konstant ’i træning’ for at blive bedre!

Har man planer om at ville arbejde med schweiss med sin kommende hund, ville det være en fordel at vælge en hvalp fra nogle forældre der har talent i denne retning. Det er dog ikke en betingelse, men den kan lette arbejdet senere hen.

Da det kræves at hunden, skal kunne arbejde sig roligt og koncentreret ud af sporet. Det ville derfor naturligvis ikke være en fordel, med ’flyvsk’ og hurtiggående hund.

Ved at en hvalp af forældre og opdrættere, der har interesse for schweissarbejdet, vil hvalpen ofte være præget korrekt fra starten. Dvs. de bl.a. har stiftet bekendtskab med blod(schweiss), div. vildtarter og gået deres første spor inden de er 8 uger gamle. Sporene er naturligvis ikke kilometer lange, men hvalpen har lært at følge et spor, og komme frem til belønningen.

Det er naturligvis ikke et krav, at hvalpen skal være præget således fra starten. Det giver dog en fordel senere hen, da hvalpen præges kraftigt i dens ca. 2. til ca 7. leveuge.

 
Da jeg startede træningen(1999) af Gusti, var jeg næste helt grøn på området. Jeg havde tilmeldt mig en schweisskursus igennem Grosser Münsterländer klubben, hvor vi fik en god og grundig forklaring på træningsprincipperne, og afprøvede dem efterfølgende i praksis.

Herefter var det bare med at kommet hjem og træne, til vi igen skulle mødes til en opsamling nogle mdr. senere. Kort tid efter opsamlingen var der arrangeret en anerkendt schweiss-prøve i Grosser Münsterländer klubben. Prøven gik meget godt!

Sporforløbet kan deles op i tre faser: Opstart, sporet og afslutning. Der er forskellige træningmetoder/principper til hver af disse tre faser, som jeg kort vil forklare herunder, ud fra de erfaringer jeg har gjort mig.

Opstart

En god opstart er af stor betydning for afviklingen af hele sporet. Det er her, at hunden skal ’suge’ sig fast til sporet, og komme korrekt og godt fra start.

Som en schweisshundefører har fortalt mig, så skal opstartsstedet(anskudsstedet) betragtes som et gerningssted. Og et gerningssted skal behandles med forsigtighed og omtanke, for at opgaven kan løses mest optimalt.

Opstarten skal forgår i et roligt tempo. Hunden sittes af ca. 5-10 meter fra anskudsstedet, og sporselen(bredt halsbånd) sættes på hunden. Den lange sporline rettes ud, så der ikke er knuder på linen og den ligges bagud fra hunden.

Man går nu hen til anskudsstedet, og sidder sig på hug og undersøger anskudsstedet, - ved at ’rode’ lidt rundt i anskuddsstedet med en finger, for at gøre hunde interesseret i sporet. Hunden vil ofte, helt naturligt, komme langsomt hen imod dig og anskudsstedet, for at se hvad du har ’fundet’. Ellers kaldes der forsigtigt på hunde, som derved skal komme roligt til sporstart.

Nogle hunde tager selv sporet op, og begynder at udrede dette. Andre skal hjælpe lidt på vej ud af sporet, ved roligt at ’pege’ ned i sporet, så hunden bliver interesseret.

Når hunden er blevet sikker i opstart af sporet, udvides det til at hunden selv skal finde sporstart/anskudssted.

Dette kan gøres ved, at man ikke sidder sig direkte ved sporstart, men i stedet stiller sig(i god vind) ca. 1 meter fra sporstart og kikker søgende og interessant(overfor hunden) ned i jorden, som om man leder efter noget meget spændende. Hunden vil da oftest selv begynder at ’lede’ efter sporstart, og tage sporet op og begynde at udrede den.

Når hunden er blevet god til selv at finde sporstart/anskudsstedet, laves ’opstartsfirkanten’ større. ’Opstartsfirkanten’ skal afsøges op imod vinden (i god vind). Sørg for at afsøge hele firkanten, fra ’side-A’ imod ’side-B’, for at du er sikker på at finde sporstart/anskudsstedet (og for at minimere risikoen for at du starter op på afledningsfært).

 
Sporet

Efter en vellykket opstart, gælder det ’bare’ om at komme ud til dyret. Dette er ikke altid så let, som der lyder!

Det er vigtig at understrege, at man under træning ALTID skal vide, hvor sporet går, så man kan hjælpe hunden, hvis den kommer i problemer. Derfor, makker sporet grundigt op, så du aldrig kommer i tvivl om sporets beliggenhed.  

Sporene kan opbygges i forskellige sværhedsgrader. Hvad der er svært for en hund, er ikke nødvendigvis svært for en anden hund. Jeg har skitseret forskellige sporforløb herunder, -sværhedsgraden øges fra venstre imod højre:

 Der findes et utal af kombinationsmuligheder imellem de viste spor-opbygninger, som kan være meget brugbare for den enkelte hund. MEN, vigtigst er det at man ikke går for hurtig frem i træningen, man skal først øge sværhedsgraden, når hunden er klar til det. Ex. man går ikke til spor nr. 2, før hunden kan udrede spor nr. 1.

Et andet vigtigt element i træningen, er længde af sporet. Det første spor kan ca. være 20-40 meter lang, herefter øges længden langsomt, i takt med at hunden stadig kan bevare koncentrationen ud af hele sporet. Så sporet til sidst har den ønskede længde (eks. 1200 meter). Er der problemer med at hunden kan bevare koncentrationen, kan det skyldes at hunden skal i en bedre kondition (god kondition bidrager ofte til en god koncentration).

Udover de viste spor-opbygninger, er det naturligvis mange flere spor-typer, som er væsentlig svære, - men de bør først praktiseres når hunden er 100 % sporsikker på ovenfor viste sportyper. 

Under træningen er det ligeledes vigtig at træne ’Wiedergang’ (tilbagegang). En måde man kan træne dette på, er ved at lade knækket blive spidsere og spidsere (som det sker imellem spor 8 og 9). Til sidst er knækket blevet så spids, at det er en wiedergang. Når man skal udrede en wiedergang, er det vigtig at hunden selv får lov til at arbejde sig frem og tilbage i wiedergangen, - og at du som fører ’bare’ skal lærer at aflæse din hund(om den er på sporet eller ej!), og derved komme sikkert ud af wiedergangen.

Skulle hunden have problemer med at komme ud af wiedergangen, kan man hjælpe hunden ved langsomt at bakke ud af wiedergangen, imens hunden rundere bagud på sporet, indtil hunden rammer og optager sporet ud af wiedergangen igen.

Antallet af timer fra hvor sporet bliver lagt, til hunden udreder det (ligge-tiden) – er meget væsentligt for sværhedsgraden af sporet.

De første spor kan udmærket udredes lige efter de er lagt. Når hunden så kender ’opgaven’, kan ’ligge-tiden’ øges langsomt. Husk igen, gå aldrig hurtigere frem end at hunden kan udrede sporet. Når der trænes til en 3-timers-prøve, så skal hunden minimum kunne gå et 5-6 timers træningsspor, inden man går op til prøve (man skal naturligvis ikke gå et træningsspor på selve prøvedagen!). Dette bevirker ofte at man selv har mere ro, under en prøvesituation – det at man ved at ens hund kan udrede en 5-6 timers spor. Ved at man selv er rolig i en prøvesituation, bevirker at hunden også er rolig og koncentreret under prøven.

Mængden af blod på sporet er at væsentlig betydning sværhedsgraden. Der bruges ¼ liter blod til prøverne.

De første træningsspor behøver man ikke at spare på blodet, da det vigtigste hermed er at skabe sporinteressen ved hunden.

En måde at reducere mængden af blod pr. meter spor, er ved at lade blodmængden være konstant, og blot øge sporlængden.

Har man øget sporlængden til den ønskede længde, og hunden stadig har god succes på sporet, kan blodmængden enten reduceres eller fortyndes med vand.

 
Vejrforhold spiller naturligvis kraftig ind i træningen, så de første spor bør ikke ligges i ’ekstrem’ vejr (35C varme, efter 100 mm nedbør osv.). Færtforholdene påvirkes som sagt også af vejrforholdene, der er gode færtforhold når jorden ’udånder’. Det gør den når jordtemperaturen er højre end lufttemperaturen, herved vil færten bedre stige op fra jorden, og derved give hunden bedre chancer for at udrede sporet.

Når hunden har gået mange gode spor, kan man også begynde at gøre færtforholdene dårligere på forskellige måder. Dette kan som sagt gøres ved bevist at lade sporet ligge i regnvejr, eller i stærk sol. Vær da stadig opmærksom på, at hunden skal have succes og en positiv oplevelse på sporet.

En anden måde at lave afvekslinger på de forskellige spor, er at lade sporet ligge i forskellige vindretninger. Vær da opmærksom på at hunden derved kan går ’ved siden af’ sporet. Det skyldes at hunden, med hjælp fra vinden, trækker færten fra sporet, ved siden af selve sporet.

Udover de ovennævnte træningssituationer, finder der utal at ’trænings-kombinationer’, hvis man mikser de forskellige ovenstående situationer på kryds og tværs.

Afslutning

Det er vigtig at understrege, at man altid skal komme til sporslut. Det er for at hunden altid skal opnå den fortjente ros, ved at kunne udrede et spor. Kan hunden ikke selv komme til sporslut, er det fordi man har lavet sporet for svært, og derved skal man gå et ’trænings-niveau’ tilbage.

Men, er ’skaden’ sket, så er det vigtig at hunden får lidt hjælp ud til sporslut.

Afslutningen er højdepunktet for hunden, det er her at hunden får sin store belønning for sine anstrengelser ud af sporet. Det er derfor vigtigt at hund får MEGET ros ved sporslut, - der skal holdes en fest for hunden! Nogle giver hunden godbidder ved sporslut. De første 20-30 spor brugte jeg godbider, hvorefter jeg langsomt begyndte at gå over til ’glad leg med stråbukken’.

Når jeg kommer ud til sporslut i dag, giver jeg meget ros, så hunden ved at den har gjort et godt stykke arbejde. Ligeledes får hunden lov til at ’slås’ med stråbukken, -hvor jeg trækker i stråbukken og hunden holder fast i stråbukken. Denne øvelse lærer hunden til at holde fast i byttet, også hvis byttet forsøger at flygte. Ved praktisk eftersøgningssituationer vil hunden holde fast i vildet, indtil det ligger stille (= død).

Ved at hunden får meget ros (positiv oplevelse) ved at komme til sporslut, forstærker man hundens lyst til komme til sporslut, derved også lysten til at udrede selve sporet.

Husk, der er ikke kun ÉN måde at træne schweiss på, det er altid individuelt krav fra hver enkelt hund. –Kunsten er at finde de krav, som netop ens hund stiller. Det er sjældent hunden der er ’dum’ !!

---=== ╬ ===---

Generelt træningsprincip:

I alt træning er det vigtigt at udbygge sværhedsgraden, men lige så vigtig er det at erkende når man er gået for hurtig frem i træningen. Når man er gået for hurtig frem i træningen, bliver hunden forvirret og usikker. Når ’skaden’ er sket, så er det vigtigt at man laver et ’tilbage-loop’ i træningen, for at opbygge hundens selvtillid igen.

Det er generelt vigtigt at man ikke går et trænings-niveau op, før hunden er klar til det.

Håber du fik noget ud af at læse ovenstående. Har du spørgsmål eller kommentar er du velkommen til at tage kontakt til os.